Energimærkning af apparater

EU’s energimærkning viser, hvor meget energi et apparat bruger. Skalaen går fra A til G, hvor A er bedst (evt. A+++), og den mørkegrønne pil viser, hvad det bedste mærke er i produktgruppen.

Rødt, gult eller grønt mærke?

Energimærkningen kan hjælpe dig med at spare hundredevis af kroner hvert år, hvis du vælger apparater fra den bedste energiklasse frem for de gamle, energislugende apparater.

  • Apparater med en mørkegrøn pil og et A-mærke (evt. A+++) har det laveste energiforbrug.
  • Apparater med gule mærker er mere energikrævende
  • Apparater med orange eller røde mærker er rigtige energislugere.

Ændringer fra 1. marts 2021

EU har pr. 1 marts 2021 ændret energimærkerne for bl.a. køleskabe, frysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner og tv, så den bedste energiklasse nu ikke længere hedder A+++, men bare A.

Baggrunden for ændringerne er, at produkterne med tiden er blevet mere energieffektive, så der er tilføjet plusser til den oprindelige A-G-skala. For ikke at drukne i plusser har EU nu strammet kravene til den bedste energiklasse og justeret skalaen, så A igen er det bedste. I flere produktkategorier findes der derfor pt. ikke A-mærkede produkter på markedet, og du kan derfor sagtens gå efter B- eller C-mærkede produkter. Energistyrelsen anbefaler, at du går efter:

  • Køleskabe, vinkøleskabe og frysere: B eller C
  • Opvaskemaskiner: B eller C
  • Tv og andre digitale skærme: B eller C
  • Vaskemaskiner: A eller B
  • Kombinerede vaske/tørremaskiner: D for den fulde cyklus

EU vil fremover jævnligt stramme kriterierne for energimærkerne, så skalaen forbliver den samme i fremtiden. Læs mere om de nye energimærker samt fordele og ulemper på label2020.dk.

Eksempel på tidligere energimærkning på en vaskemaskine:

Grafik

Energimærket sladrer om apparaterne

Energimærket kan også give dig andre oplysninger om apparatet, for eksempel om det årlige energiforbrug, lydniveau eller oplysninger om, hvor godt en vaskemaskine kan vaske eller centrifugere.

EU’s energimærkninger er obligatoriske for følgende apparater:

  • Køleskabe og frysere
  • Ovne
  • Emhætter
  • Opvaskemaskiner
  • Vaskemaskiner
  • Tørretumblere
  • Kombinerede vaske- og tørremaskiner
  • Støvsugere
  • Lyskilder
  • Lysarmaturer
  • Fjernsyn
  • Varmepumper
  • Vandvarmere
  • Varmtvandsbeholdere
  • Kedler til varmeanlæg
  • Klimaanlæg
  • Elpærer

Har du spørgsmål til dit energi-forbrug?

Vores erfarne energirådgivere hjælper med alle spørgsmål, der har med dit energiforbrug at gøre.

Bliv klogere på energimærker og -klasser

På Energistyrelsens hjemmeside kan du få anbefalinger til, hvad du skal kigge efter, når du køber nyt.