
Skift til en varmepumpe
Er du på jagt efter et alternativ til dit gamle olie- eller gasfyr, så er en energieffektiv varmepumpe måske den rette løsning til din bolig.
Få hjælp til valg af varmepumpe
I samarbejde med Enova Energy tilbyder vi rådgivning og installation af varmepumper – både luft/vand varmepumper og jordvarmepumper. Læs mere om varmepumper
Desværre er der i øjeblikket ventetid på at få en varmepumpe i hele Danmark, men vi arbejder hårdt på at kunne hjælpe flest mulige af vores kunder. Inden længe lancerer vi et univers om varmepumper, hvor du kan finde nyttig viden og få gode råd om, hvilke muligheder du har. Du vil også kunne lave en beregning af, hvad det vil koste dig at få en varmepumpe i din bolig.
Få nyheder om varmepumper
Spørgsmål og svar om varmepumper
Enova Energy er et autoriseret VVS-installatør firma, der udelukkende beskæftiger sig med og er specialiseret i installation af varmepumper. Virksomheden er VE-godkendt af Energistyrelsen og har montage-teams, der servicerer hele Danmark. Enova Energy blev i foråret 2022 opkøbt af Andel Energi.
De stigende gaspriser har skabt en kæmpe efterspørgsel efter varmepumper – både i Danmark og i resten af Europa. Men den aktuelle verdenssituation har gjort det vanskeligt for alle producenter af varmepumper at få de komponenter, de skal bruge til at producere og levere nok varmepumper til at tilfredsstille den store efterspørgsel.
En varmepumpe er en rigtig god investering, hvis du har elvarme, naturgas- eller oliefyr. Har du elvarme i din bolig, kan du typisk opnå en energibesparelse på op til 60% af din nuværende varmeregning. Opvarmer du din bolig med et naturgasfyr eller oliefyr, kan du typisk spare op til 65% på din varmeregning. Beregningerne er baseret på energipriser fra marts 2022.
Der findes forskellige typer af varmepumper, der kan erstatte et gasfyr: Jordvarmepumper og luft-til-vand varmepumper. Jordvarmepumper graves ned i haven og omdanner varmen fra jorden til varme i huset. Luft-til-vand-varmepumper bruger varmen i udendørsluften og omdanner den til varme, der kan bruges i din bolig.
Der findes også luft-til-luft varmepumper, men da de ikke kan lave varmt brugsvand, kan de ikke erstatte et gasfyr. Luft-til-luft varmepumper bruges derfor ofte som supplerende varmekilde eller i sommerhuse.
Den mest almindelige varmepumpe er en luft-til-vand varmepumpe, der optager luftens energi og omdanner den til varme. Det sker ved, at en kompressor i den del af varmepumpen, der sidder udenfor, omsætter varmen i udeluften til et højere temperaturniveau.
Varmepumper kan bruges til at opvarme brugsvand, radiatorer og gulvvarme. Man kan sige, at en varmepumpe i grove træk fungerer som et omvendt køleskab. Hvor et køleskab bruger en kompressor til at lede den varme luft væk, bruger en varmepumpe energien fra den køligere luft udenfor til at producere varme indenfor.
En luft-til-vand varmepumpe består overordnet af to dele: En del udenfor huset og en del inde i huset. Udenfor sidder en stor ventilator, et køleelement og en kompressor, som trækker den naturlige varme ud af luften. Indenfor står en indbygget varmtvandsbeholder med styring, som bruger varmen fra luften til at opvarme brugsvandet og vandet til husets radiatorer eller gulvvarme.
Når du installerer en luft-til-vand varmepumpe i din bolig, kan du ikke undgå, at du vil kunne høre den, da den ventilator, der sidder i varmepumpens udvendige del, udsender en brummende lyd, når varmepumpen er i brug. Der vil være mest lyd fra varmepumpen i vintermånederne, og mindre lyd i sommermånederne.
Du kan selv gøre meget for, at mindske eventuelle gener. Først og fremmest er det en god idé at vælge en varmepumpe, der har så lavt et lydniveau som muligt, og så skal du sørge for at placere varmepumpen et sted på din grund, hvor den ikke kommer til at genere hverken dig selv eller dine naboer.
Du kan få op til 30.000 kr. i energitilskud til en varmepumpe. Størrelsen af tilskuddet afhænger bl.a. af, hvor i landet du bor, hvilken opvarmningsform du har i dag, og hvor stor en varmepumpe du har behov for.
På sparenergi.dk kan du med Energistyrelsens tilskudsberegner se, hvor meget du cirka vil kunne få i tilskud, hvis du søger om energitilskud. Men vær opmærksom på, at du skal have godkendt tilskuddet, inden du køber og aftaler installation af varmepumpen.
Læs mere på sparenergi.dk
Hvis du køber en luft-til-vand varmepumpe eller en jordvarmepumpe, kan du få reduceret din elafgift for den del af dit elforbrug, der ligger over 4.000 kWh om året. Ved at få reduceret din elafgift, vil du med de aktuelle takster spare 1,11 kr. pr kWh du bruger over 4.000 kWh (maj 2022). Det kræver dog, at din bolig er registreret som el-opvarmet i din kommunes bygningsregister (BBR).
Det er lovpligtigt, at en varmepumpe med mere end 1 liter kølemiddel skal serviceres én gang om året.
Som kunde i Andel Energi kan du lave en serviceaftale med Enova Energy. Så sørger deres egne autoriserede installatører for, at din varmepumpe bliver vedligeholdt og serviceret i et fast årligt interval.
Varmepumper kan holde op til 20 år. Hvor mange år din varmepumpe holder afhænger af, hvilken model du har valgt, om du har fået udført de årlige serviceeftersyn, og om du løbende har vedligeholdt den.