Gå til indhold

Spar el i sommerhuset

Ofte kan nogle få ændringer gøre en stor forskel på elregningen – vi har samlet vores bedste råd til, hvordan du skruer ned for elforbruget i sommerhuset.

Løber elmåleren hurtigt i sommerhuset?

Flere og flere danskere bruger sommerhuset året rundt, også om vinteren. Vi tager på weekendophold, holder ferie eller, som i de sidste par år, går i hi for corona-epidemien. Derfor er elforbruget i sommerhusene mere aktuelt end nogensinde.

Sig farvel til den dyre elvarme

Hvis du er en af de mange, der bruger elvarme til at holde huset lunt, kan der være mange penge at spare. Elvarme er en dyr opvarmningsform, der stadig er meget almindelig i sommerhuse – især fordi den er billig at installere.


Flere og flere vælger dog at udskifte elvarmen eller supplere den med en mere energirigtig løsning – og det er en god idé. Vidste du for eksempel, at du kan reducere elforbruget med op til 10 procent ved at bruge elradiatorer med elektroniske termostater i stedet for mekaniske? Og hvis du supplerer elradiatoren med en luft til luft-varmepumpe, så sparer du ca. 50 procent på elregningen og får op til fem gange mere varme pr. kilowatt-time. Det er da til at tage og føle på!

Spar på varmen i sommerhuset

Flere og flere vælger elvarmen fra og ser på helt andre måder at varme sommerhuset op på.

Udnyt solens stråler

Bruger du primært sommerhuset i sommerhalvåret, kan du overveje at montere solceller og solvarmeanlæg på taget, der både kan levere strøm og varmt vand til dit ophold. Men du skal overveje, om du har pladsen, om taget kan bære det, og om du kan holde det skyggefrit.

Er dine hårde hvidevarer sendt på pension?

Mange af os sætter de hårde hvidevarer på pension i sommerhuset, når vi skifter til nye derhjemme. Men det kan være en dårlig idé, da de gamle apparater typisk har et langt større elforbrug end tilsvarende nyere modeller.

Ud over et højt elforbrug har nogle gamle – og en del nye køle-fryseskabe – det problem, at de kun har én termostat, der styrer både køleskab og fryser. Hvis temperaturen i sommerhuset kommer under 5 grader, vil kompressoren ikke køre i lang tid, da temperaturen i køleskabet allerede er lav. Det betyder desværre også, at fryseren ikke længere fryser ned til -18 grader, og der vil være risiko for, at indholdet tør op. Det er derfor en god idé at vælge et køle-fryseskab med to termostater. Og selvfølgelig helst et i den nye energiklasse B eller C.


Det kan i nogle tilfælde også betale sig at reparere de gamle hårde hvidevarer – og så er det i samme omgang en god idé at få afiset fryseren og tjekket tætningslisterne.

Skær toppen af elafgiften i sommerhuset

Hvis du har et sommerhus, der opvarmes med f.eks. varmepumpe, elpaneler eller solceller, kan du få nedsat elafgiften for den del af dit årlige elforbrug, der overstiger 4.000 kilowatt-timer. Har du derfor et højt forbrug, der ligger godt over de 4.000 kilowatt-timer, kan du spare helt op til 3.000 kr. om året. Det er desværre ikke gældende for kolonihavehuse.

Skift til LED-pærer inde og ude

LED-pærer bruger typisk 90 % mindre strøm end gammeldags glødepærer. Samtidig har gode LED-pærer et langt bedre lys end gamle sparepærer, og så tænder de på fuld lysstyrke med det samme. Gå efter en Ra-værdi på 90 eller mere, så får du en rigtig god farvegengivelse.

Tjek dine apparaters elforbrug

Har du mange ældre apparater i sommerhuset, kan de tilsammen få elmåleren til at løbe stærkt. Du kan derfor med fordel købe en energimåler. Så kan du selv kontrollere de enkelte apparaters forbrug og få en idé om, hvor der kan spares på strømmen ved at begrænse brugen eller skifte til nyt.

Mindre pjask og bedre vandvaner i sommerhuset

Sådan skruer du ned for vandforbruget i jeres sommerhus.

Følg dit forbrug online

På Min side kan du nemt følge med i dit forbrug. Faktisk kan du spare på strømmen ved blot at holde øje og lave små ændringer i dit sommerhus og dine vaner.

Har du brug for mere hjælp?

Hvis du er kunde hos Andel Energi, er du altid velkommen til at spørge vores dygtige energirådgivere til råds om stort og småt – ganske gratis. De sidder altid klar til at hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan spare mest – både derhjemme og i sommerhuset.