Gå til indhold

Elradiatorer

Der findes ingen elradiatorer, der er særligt energirigtige. Men de kan have god eller dårlig regulering, og det kan gøre en stor forskel for deres elforbrug.

Plusser og minusser ved elradiatorer

  • Elradiatorer, elovne eller elpaneler er billige at anskaffe og nemme at installere.
  • Reagerer hurtigt og kan derfor styres ret præcist.
  • Er dyre i drift og har ikke meget eftervarme.
  • Kan skabe støvforbrænding, når de varme metalflader brænder støv til små partikler.

Åben eller lukket elradiator?

Elradiatorer er enten åbne eller lukkede. De åbne lader luften passere gennem huller i top og bund og spreder varmen ved konvektion. Lukkede elradiatorer har ingen luftgennemstrømning, men afgiver varmen som strålevarme. De fleste nye elradiatorer er åbne og fylder mindre end lukkede modeller.

Oliefyldte elradiatorer

Oliefyldte elradiatorer bruger ikke mindre el end andre elradiatorer. De reagerer langsommere på regulering, men afgiver deres varme mere jævnt og har en længere eftervarme. De har også en lavere overfladetemperatur og giver derfor mindre støvforbrænding.

Vælg elektroniske termostater

Brug kun elradiatorer med elektroniske termostater. Gamle, mekaniske termostater regulerer varmen med udsving på op til 4 grader og giver en dårlig varmestyring. Med elektroniske termostater svinger temperaturen kun med 0,2 grader. Derfor kan du spare op til 10 procent ved at skifte.

For hver grad temperaturen i et rum sænkes, sparer du cirka 5 procent på energiforbruget.

Få det bedste ud af elradiatoren

  • Støvsug dine elradiatorer grundigt mindst én gang om året, så de nemt kan komme af med varmen.
  • Tildæk aldrig elradiatorer, da de bliver meget varme, og stil ikke møbler foran dem.
  • Installér dag/natsænkning, der automatisk sænker rumtemperaturen i perioder, hvor der ikke er brug for fuld opvarmning. Nogle nye elradiatorer har indbygget natsænkning.
  • Brug et zonereguleringsanlæg til at inddele din bolig i forskellige temperaturzoner på forskellige tidspunkter. Det kan sænke dit varmeforbrug med op til 15 procent.
  • Supplér med anden varme. For eksempel en luft til luft varmepumpe eller en brændeovn. Stort set alle andre varmekilder er billigere i drift.