Gå til indhold
kWh pris - billig el om natten

Varmegenvinding

Genbrug varmen fra din bolig og få en mindre varmeregning og et bedre indeklima. Og så er det også godt for miljøet.

Varmegenvinding… Ja, det er ikke det mest mundrette ord. Men det er faktisk ret smart. Varmegenvinding er en proces, der gør det muligt at genbruge varmen fra din bolig. Processen foregår ved, at dit ventilationsanlæg genanvender den varme udsugningsluft i den kølige luft, som anlægget blæser ind i dit hjem igen. Det giver både en billigere varmeregning samt et bedre indeklima. Og så er det også godt for miljøet.

Her på siden har vi samlet alt, du skal vide om varmegenvinding, og du kan både blive klogere på, hvad det er, og hvorfor det kan være en god idé for din bolig.

Derfor skal du have et sundt indeklima

Det kan godt betale sig at lægge energi i at skabe et sundt indeklima. Og i mange tilfælde kan et sundt indeklima faktisk være ret enkelt at opnå. Det handler mest af alt om frisk, ren luft og en jævn temperatur.

Indeklimaet er vigtigt at prioritere for både din egen sundhed, din livskvalitet, din økonomi og ikke mindst vores fælles, bæredygtige fremtid. Et dårligt indeklima kan føre til en række helbredsproblemer. Og årsagerne til et dårligt indeklima kan være alt fra høje temperaturer og manglende udluftning til høj luftfugtighed og tobaksrøg.

Hvordan får jeg et sundt indeklima?

Du bør først og fremmest åbne vinduerne og sørge for at skabe gennemtræk ved udluftning mindst én gang om dagen. Det er nemt om sommeren, hvor sommerbrisen kun er dejlig. Men prøv også at huske det vinteren igennem. På med futterne og den store sweater de 10 minutter, det tager at lufte ud.

Det er også en god idé at få gode rengøringsvaner i dit hjem. F.eks. hvis du har mulighed for at tørre vasketøjet udenfor, undgå rygning og holde nogenlunde samme temperatur i alle rum i din bolig. Men det er også her, at varmegenvinding kommer ind i billedet, for ved at genbruge den udsugede luft kan du også forbedre indeklimaet i dit hjem. Og spare penge på varmeregningen samtidig.

Hvad er varmegenvinding?

Varmegenvinding er en proces, der gør det muligt at genanvende den varmeenergi, som ellers ville være gået til spilde i en bolig. Processen indebærer, at dit ventilationsanlæg genanvender varmen, som anlægget suger ud af din bolig, i den kølige og friske luft, som dit ventilationsanlæg blæser ind igen. På den måde udnytter du altså den varme, der i forvejen cirkulerer i din bolig. Og du holder dermed varmen indenfor hjemmets fire vægge i en cirkulær genvindsproces i stedet for at lade den forsvinde ud i det fri – som vil være tilfældet, når du udlufter på traditionel vis ved blot at åbne døre og vinduer.

Hvis vi dykker lidt dybere ned i processen ved varmegenvinding, så sker opvarmningen i en såkaldt krydsveksler eller varmeveksler, hvor de to luftstrømme glider tæt forbi hinanden. To tynde metalplader adskiller de to luftstrømme og gør, at din varmeveksler overfører varmeenergien fra den ene luftstrøm til den anden. Varmeveksleren er typisk placeret på loftet.

Varmegenvinding med en varmepumpe

Vil du gøre brug af varmegenvinding, er et ventilationsanlæg ikke den eneste løsning. Med en kombination af et ventilationsanlæg og en varmepumpe kan du udnytte den brugte varmeenergi helt optimalt – en varmeveksler kan nemlig genvinde 70-90% af varmen fra den brugte luft, hvor en varmepumpe kan genvinde de sidste 10-30%.

Et ventilationsanlæg med varmepumpe sikrer aktiv varmegenvinding, hvor et ventilationsanlæg uden en tilhørende varmepumpe giver passiv varmegenvinding. Forskellen på de to former er, at den genbrugte, varme luft opvarmer den friske luft i et passivt anlæg, hvor aktiv varmegenvinding foregår ved, at varmepumpen tilfører ekstra varme til indblæsningsluften.

Du kan læse mere om varmepumper her.

Derfor skal du etablere varmegenvinding

Der er en række fordele ved varmegenvinding.

  1. Du sparer på varmen: Ved at genvinde varmen, der allerede florerer i din bolig, sparer du helt naturligt på dit varmeforbrug.
  2. Du sparer på varmeregningen: Fordi du netop genbruger varmen i din bolig, kan du faktisk spare flere tusinde kroner på varmeregningen hvert år.
  3. Du forbedrer indeklimaet: Ved at etablere varmegenvinding kan du skabe et bedre indeklima i dit hjem.

Forbedringen af indeklimaet sker på flere måder. Du får først og fremmest masser af frisk luft uden at spilde meget varme. Derudover holder du luftfugtigheden lav, og det gør, at du kan undgå problemer med eventuelle husstøvmider og skimmelsvamp. Et ventilationsanlæg med varmegenvinding kan også filtrere luftpartikler og pollen fra. Og det har stor betydning for boligens komfort. Især hvis du lider af astma eller allergi.

Miljømæssige fordele ved varmegenvinding

At etablere et ventilationsanlæg til varmegenvinding, enten med eller uden varmepumpe, er ikke blot en fordel for din pengepung og din boligs indeklima. Det er samtidig også en fordel for miljøet af flere forskellige grunde:

  1. Reduktion af energiforbrug: Varmegenvinding gør det muligt at anvende den varmeenergi, der ellers ville gå til spilde, og dette reducerer dit samlede energiforbrug.
  2. Mindsket CO2-udledning: Idet du reducerer dit energiforbrug, mindsker du også udledningen af CO2. Og det vil miljøet takke dig for.
  3. Bæredygtig opvarmning: Varmegenvinding giver dig mulighed for at opvarme din bolig på en langt mere bæredygtig måde, idet processen netop indebærer genvinding af varme i en cirkulær proces.

Det skal du være opmærksom på

Som vi beskriver ovenfor, så er der en lang række fordele forbundet med at etablere et ventilationsanlæg til varmegenvinding – enten med eller uden en dertilhørende varmepumpe. Men der er samtidig et par punkter, du skal være opmærksom på:

  • Et varmegenvindingsanlæg er forbundet med visse omkostninger, og selvom du kan spare en del på elregning, vil der gå en årrække før anlægget er tjent hjem. Hvor lang tid der går afhænger af din nuværende opvarmningsform (og dermed hvor meget du sparer ved varmegenvinding) og hvor dyrt et anlæg du vælger.
  • Se efter energimærket på dit ventilationsanlæg. Gå her efter A eller A+, da du på den måde opnår det mest energieffektive anlæg. Bliv klogere på energimærker her.
  • Anlægget kræver plads på loftet, og det kan være forbundet med støjgener, hvis ikke du placerer anlægget et fornuftigt sted, hvor det ikke generer et opholdsrum.
  • Det er en simpel installation, men det kræver dog alligevel professionel hjælp at montere anlægget.
  • Du kan søge tilskud til et anlæg med varmegenvinding, hvis du opfylder en række krav, og det er derfor værd at undersøge, før du starter processen.

Hvilke boliger kan få et anlæg til varmegenvinding?

Et anlæg til varmegenvinding er ikke for alle. Det sætter nemlig en række krav til din bolig. Selve anlægget fylder en del, og derudover kræver anlægget en del rørføring i din bolig, så de forskellige luftstrømme med både den friske luft og beskidte luft kan cirkulere.

At installere et ventilationsanlæg med varmegenvinding kræver derfor, at din bolig har et uudnyttet loftsrum. Og hvis ikke din bolig har det, så kan du også vælge enten at acceptere synlige rør eller skjule dem i tilpassede rørkasser. I nybyggede huse er det en god idé at indbygge anlægget under opførelsen af selve huset, da du på den måde kan indtænke både anlæg og rør på den bedst mulige måde fra start.

Hvorvidt din bolig er af nyere eller ældre karakter har ingen betydning for, om du kan få et anlæg. Faktisk er et ventilationsanlæg med varmegenvinding, enten med eller uden varmepumpe, faktisk anvendeligt for både ældre og nyere boliger. Hvis du har en bolig af ældre karakter, kan et anlæg i høj grad være en god idé for at energieffektivisere varmeforbruget og forbedre et eventuelt fugtigt indeklima. Og i nyere boligere, der typisk er godt isolerede i forvejen, er varmegenvinding også en god idé, da dét at bo i en velisoleret bolig uden ventilation hurtigt kan blive som at bo i en lukket plastikpose.

Sådan sparer du på gulvvarmen

At installere et anlæg til varmegenvinding er ikke den eneste måde, hvorpå du kan energioptimere dit hjem. Det kan du nemlig også ved at bruge din gulvvarme fornuftigt.

Spar energi på kogepladen

Dit køkken indeholder en række apparater, som faktisk kan spare dig for både energi og penge, hvis du bruger dem på den mest energieffektive måde.

Se elpriser time for time og spar penge på el

Brug strømmen, når den er billigst

Strømprisen svinger time for time. Få en elaftale med fleksibel elpris – så kan du spare penge, når strømmen er billig.