
Pressemeddelelse – 1. juni 2026
Trods mange timer med både negative og meget lave elpriser har den generelle elpris i maj været usædvanligt dyr for årstiden. Gennemsnitsprisen på ca. 74,5 øre er den klart højeste siden energikrisen. Det viser en opgørelse fra Andel Energi.
Maj været en usædvanlig måned for danske elkunder. På den ene side har måneden budt på det største antal timer med negative elpriser i næsten et år. Men samtidig har det med afstand været den dyreste maj måned siden energikrisen rasede i 2022.
Gennemsnitsprisen i maj var ca. 74,5 øre (Østdanmark; ca. 74,4 øre. Vestdanmark; 74,9 øre) per kilowatt-time før skatter, afgifter, tariffer mv. Til sammenligning har den gennemsnitlige elpris for maj ligget under 50 øre hvert eneste år siden 2022.
Samtidig er gennemsnitsprisen for maj også højere end prisen i april.
“Elprisen er steget fra knap 60 øre i april til over 74 øre i maj. Det er meget usædvanligt, at maj set over hele måneden er dyrere end april. Normalt er strømmen dyrest i fyringssæsonen om vinteren og billigst i de varme sommermåneder, hvor forbruget er lavt og produktionen af billig solenergi er størst.
Josefine Walter, kommerciel direktør i Andel Energi, der er Danmarks største energiselskab.
Trods den høje gennemsnitspris set over hele måneden, har maj også budt på rigtig mange timer med meget billig strøm. I Østdanmark har der fx været 34 timer med negative elpriser. Det er det højeste antal siden juni sidste år.
”De mange timer med meget lave priser skyldes først og fremmest en meget solrig maj måned med stor produktion af billige energiformer som sol- og vindenergi. Og kigger vi ned i tallene kan vi da også se, at priserne set over hele måneden ligger meget lavt i dagtimerne. Omvendt er det meget høje aften- og nattepriser, der trækker gennemsnitsprisen op,” siger Josefine Walter
Det er i høj grad geopolitisk uro, der er årsag til de høje elpriser for årstiden.
”Trods stor produktion af billig vedvarende energi, så påvirkes elprisen også af priserne på fossile brændstoffer, især i aften- og nattetimerne. Siden nytår er gasprisen steget med over 60 pct. og olieprisen med over 50 pct. Og det påvirker desværre elprisen. Kombineret med den billige solenergi giver det meget store udsving hen over døgnet,” siger Josefine Walter.
Set over hele måneden har timen mellem kl. 14 og 15 været døgnets billigste time med en gennemsnitspris på ca. 27 øre. Omvendt har timen mellem kl. 20 og 21 været den dyreste. Her ligger gennemsnitsprisen på ca. 129 øre per kilowatt-time.
”De store udsving understreger potentialet i fleksible energiløsninger. Man kan med fordel tilpasse sit forbrug, så det primære forbrug ligger i de billigste timer. En anden løsning kan være et hjemmebatteri, der giver elkunder mulighed for at købe strømmen, når den er billig, og bruge den, når den er dyr. Med de store udsving kan der være gode penge at spare,” siger Josefine Walter.
Et hjemmebatteri er en intelligent energiløsning, hvor hele husstanden kobles op på et batteri, der automatisk lader op fra elnettet, når strømmen er billigst. På den måde kan man som elkunde slippe for at spekulere på, hvad elprisen er, mens man bruger strømmen.
| Elpriser i maj (øre per kilowatt-time) | |
|---|---|
| Maj 2021 | 40,4 øre |
| Maj 2022 | 121,0 øre |
| Maj 2023 | 49,3 øre |
| Maj 2024 | 43,4 øre |
| Maj 2025 | 47,1 øre |
| Maj 2026* | 74,4 øre |
