Gå til indhold
El og gas forsyningsselskab

Grøn energi: Sådan får du strøm fra vedvarende energikilder

Den strøm, der bliver produceret gennem vedvarende energikilder er også kendt som grøn energi. Det, der særligt kendetegner denne form for strøm, er, at produktionen udleder minimale mængder CO2. Vedvarende energikilder er altså den mest miljøvenlige energiproduktion, du kan vælge.

Hos Andel Energi støtter vi udviklingen af grøn energi. Derfor bliver dit årlige energiforbrug 100 procent dækket af vedvarende energi fra vindmøller eller solceller på alle af vores produkter. Det er vores måde at hjælpe den grønne omstilling på vej og sikre, at vi udvikler og optimerer udnyttelsen af vedvarende energi.

Og vi er på verdensplan heldigvis allerede nået langt med udviklingen og udnyttelsen af vedvarende energi. Vindenergi, vandenergi, solenergi og andre former for vedvarende energi er i mange tilfælde lige så effektiv energiproduktion som fossile brændstoffer.

Grøn energi fra dit elselskab. Se hvornår der er klimavenlig og billig el i dag

Brug strømmen når den er mest klimavenlig

I appen, Andel Energi, kan du følge dit forbrug og se, hvor strømmen kommer fra nu og de næste 24 timer. Måske kan du både spare penge og CO2.

Hvad er grøn strøm?

Strøm produceret af vedvarende energikilder kaldes for grøn strøm. Der findes flere forskellige måder at producere grøn strøm på, og den grønne strøm kommer fra flere forskellige energikilder. 

Grøn strøm fra vedvarende energikilder dækker blandt andet over:

  • Vindenergi
  • Solenergi
  • Vandenergi
  • Energi fra biomasse

Energi fra vindmøller og vindkraft udgør en stor del af den danske elproduktion. Denne vedvarende energikilde står i dag for over 40 procent af vores elproduktion. Derudover producerer vi også strøm fra solceller i Danmark. Og det er også blevet mere populært at installere solceller på sit hus, hvilket en del danskere allerede har gjort. 

Vedvarende energi fra vandkraftværker er noget, vi for det meste importerer fra vores nordiske naboer. De har store mængder strømmende vand, der skaber kolossale mængder energi, når det buldrer af sted. 

Får jeg altid grøn energi ud af min stikkontakt, når jeg køber et elprodukt baseret på vedvarende energikilder?

Det kan vi desværre ikke love. Det kan ingen elselskaber love. I det danske elnet bliver al strøm – både den vedvarende energi og energien fra fossile brændstoffer – nemlig blandet sammen.

Vores elnet er som en stor pøl, hvor alt den producerede strøm – både såkaldt ‘sort’ og ‘grøn’ strøm – bliver blandet sammen, før den bliver transporteret til din stikkontakt. Strømmen du får i din stikkontakt kan derfor være fra forskellige former for bæredygtig energi, fossile brændstoffer som kul og olie eller fra atomkraftværker. Vi får nemlig også strøm fra vores naboer, og i Tyskland og Sverige bliver en del af strømmen produceret ved atomkraft.

Så nej, du får ikke kun grøn strøm ud af din stikkontakt. Men du er garanteret, at der bliver produceret og investeret i grøn, vedvarende energi. Og jo flere der køber grøn energi fra deres elselskaber, jo flere vindmøller bliver bygget, jo flere solceller bliver anlagt og jo mere bæredygtig energi bliver der produceret.

Udleder den grønne strøm ingen CO2?

Produktionen af al strøm udleder en eller anden form for CO2. For eksempel i forbindelse med produktionen, transporten og installation. Det er uanset, om vi snakker om den grønne strøm eller den knap så grønne. Men forskellen på de to er, at de vedvarende energikilder indtjener sit CO2-aftryk over tid og bliver på sigt CO2-neutrale. Det gør strøm, der er produceret ved hjælp af fossile brændstoffer, ikke.

For eksempel tjener den CO2-udledning, der er forbundet med produktion, transport og installation af en vindmølle sig hjem i løbet af 6-12 måneder af en vindmølles levetid. Og en vindmølle i dag har en designlevetid på omkring 25 år. Så en vindmølle kan altså give mange års forureningsfri energi til vores stikkontakter.

Kilde: winddenmark.dk

Kan vi ikke bare stoppe med at bruge fossile brændstoffer?

Vi kan ikke lægge brugen af fossile brændstoffer bag os allerede i dag. Desværre. I dag bliver vores samlede energiforbrug nemlig dækket af en blanding af grøn strøm fra vedvarende energikilder og fossile brændstoffer. 

Al strøm bliver som sagt blandet sammen i det danske elnet. Derfor kan hverken vi eller noget andet elselskab love, at netop den strøm, du får ud af din stikkontakt, er grøn.

Og i dag overstiger vores samlede elforbrug også det, der er muligt at producere med de nuværende vedvarende energikilder. Men vi er på vej i den rigtig retning. Og når du vælger en elaftale fra os, så garanterer vi dig, at dit årlige forbrug bliver dækket af grøn strøm fra vedvarende energikilder såsom solenergi og vindmøller.

Klimavenlig strøm er nøglen til en grønnere fremtid

Det kan lyde paradoksalt, men hvis vi skal komme brugen af fossile energikilder til livs, så skal vi bruge mere strøm. Mere grøn strøm. Vi skal vælge elbiler fremfor traditionelle benzin- og dieseldrevne biler. Vi skal varme vores hjem op med fjernvarme eller elektriske varmepumper, der er mere energivenlige end eksempelvis et oliefyr eller gas.

For eksempel producerer vi i Danmark store mængder vindenergi fra store vindmølleparker. Der er mere end 4.500 vindmøller i Danmark på land og i vand. Og vi er faktisk verdensmestre til at producere vindenergi. Dette taler også ind i Danmarks langsigtede mål om at nå en CO2-reduktion på 70 procent i 2030 samt en fuldkommen grøn omstilling i 2050. Dette har vi større mulighed for, hvis flere vælger elektriske løsninger og grøn strøm til, hvor de i dag bruger fossile brændstoffer.