
Pressemeddelelse – 28. februar 2026
Februar måned har budt på de højeste elpriser siden februar 2025. Det viser en opgørelse fra Danmarks største energiselskab, Andel Energi.
Med en gennemsnitspris på ca. 84,7 øre per kilowatt-time har elprisen i Østdanmark ligget på det højeste niveau siden februar sidste år. Her var elprisen i gennemsnit oppe på ca. 88,0 øre. Hvis ikke elafgiften fra nytår var blevet reduceret fra 90 øre til 1 øre per kilowatt-time fra nytår, ville februar dermed have været den dyreste måned for østdanske elkunder i et år.
Også i Vestdanmark har danske elkunder oplevet relativt høje elpriser i februar. Her var gennemsnitsprisen uden skatter, tariffer mv. ca. 71,8 øre per kilowatt-time set over hele måneden.
“En væsentlig del af forklaringen er selvfølgelig, at det har været en meget kold måned med mange dage med hård frost. Det betyder, at energiforbruget stiger markant, og det presser priserne opad. Den gode nyhed er, at vi går mod varmere tider, og vi forventer da også noget lavere priser i løbet af marts,” siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Udover generelt høje elpriser har danske elkunder i løbet af februar også oplevet relativt svingende elpriser. Månedens dyreste dag var 10. februar, hvor gennemsnitsprisen over hele døgnet var ca. 144 øre per kilowatt-time før skatter, tariffer mv. Månedens billigste dag var d. 21. februar. Her var gennemsnitsprisen ca. 47 øre. En forskel på ca. 97 øre.
Kaster man et blik på, hvornår danske elkunder kan få størst gavn af de svingende elpriser tegner der sig klart billede.
”Det er desværre i ydertimerne, hvor private elkunder har mindst brug for strøm, at priserne er lavest; om natten og i dagtimerne. Omvendt er det typisk om aftenen i den såkaldte kogespids mellem kl. 17 og 21, at både forbruget og de rå elpriser er højest,” siger Josefine Walter.
Det gælder også for februar. Her topper elpriserne i timen mellem kl. 17 og 18, hvor gennemsnits-prisen for hele februar var ca. 120 øre per kilowatt-time. Omvendt er døgnets billigste time mellem kl. 4 og 5 om natten. Her er gennemsnitsprisen nede på ca. 65 øre.
Hertil kommer, at netselskabernes nettariffer som regel også er dyrest i kogespidsen.
”Det understreger potentialet i fleksible energiløsninger. Man kan med fordel tilpasse sit forbrug, så det primære forbrug ligger i de billige nattetimer. En anden løsning kan være et hjemmebatteri, der giver elkunder mulighed for at købe strømmen, når den er billig og bruge den, når den er dyr,” siger Josefine Walter.
Et hjemmebatteri er en intelligent energiløsning, hvor hele husstanden kobles op på et batteri, der automatisk lader op fra elnettet, når strømmen er billigst. På den måde kan man som elkunde slippe for at spekulere på, hvad elprisen er, mens man bruger strømmen.

