
Med FlexGevinst kan du være med til at skabe bedre balance mellem forbrug og produktion af strøm i Danmark. Og så tjener du endda ekstra penge på dit husstandsbatteri – helt automatisk.
FlexGevinst er de penge, du får for at stille dit husstandsbatteri til rådighed for elnettet, så det kan komme i balance, når det er belastet.
Det fungerer ligesom en auktion. Hver time afholder Energinet budrunder på tidsrum, hvor der kan være brug for hjælp til at holde balancen. Dem deltager Andel Energi i for dig. Hvis dit husstandsbatteri vinder en budrunde, står dit batteri til rådighed i det tidsrum, du har vundet. Og batteriet bliver kun aktiveret, hvis der er behov for det. Hvis dit batteri ikke bliver aktiveret, får du stadig betaling med FlexGevinst for at stå til rådighed.
FlexGevinst er et pengebeløb, der bliver trukket fra på din elregning hver måned. Det sker helt automatisk. Du er klar til at få FlexGevinst, så snart dit husstandsbatteri er installeret og oprettet ved Energinet.
Energinet ejer og udvikler elnettet i Danmark. Og de er ansvarlige for at holde elnettet i balance.
Du skal ikke gøre noget. Når dit husstandsbatteri er installeret, sørger Andel Energi for at få dit batteri oprettet og klar hos Energinet. Det kan tage op til 2 måneder, fra dit batteri er installeret. Du får selvfølgelig besked, når dit batteri er klar.
Du får betaling, hver gang dit husstandsbatteri har vundet et udbud ved Energinet. Størrelsen på FlexGevinsten afhænger af din batteripakke og af udbud og efterspørgsel ved Energinet. Du modtager selv 70 % af den FlexGevinst, dit batteri genererer. De sidste 30 % går til Andel Energi, som er balanceansvarlig.
Hvis du er kunde vest for Storebælt, får du en kompensation, som bliver beregnet hver måned ud fra FlexGevinsten øst for Storebælt. Du får altså det gennemsnitlige beløb, som en kunde i øst med et tilsvarende batteri får.
Elnettet på Sjælland er delt med elnettet i Norden. Og elnettet i Jylland og på Fyn er delt med elnettet i Tyskland og de omkringliggende lande. Som det ser ud i dag, er det desværre ikke teknisk muligt at dele dit batteri på det marked. Men det bliver det snart med FlexGevinst fra Andel Energi.
Vi forventer, at det kan lade sig gøre i 2. kvartal 2026. Og indtil da får du kompensation, så du også kan få glæde af FlexGevinst.
Hvis du tjener penge eller får en økonomisk fordel ved at stille dit husstandsbatteri til rådighed, kan det være skattepligtigt. Det er dit ansvar at indberette til SKAT. Vi indberetter nemlig ikke til SKAT og kan ikke yde individuel skatterådgivning.
Er du i tvivl, anbefaler vi, at du kigger forbi skat.dk eller taler med en revisor, så du er helt sikker på at gøre det rigtigt.