Efter en lang og mørk vinter er vi mange, der er glade for de lysere og lunere forårstider. Her får du 5 grønne tips til at få din energiregning og bolig i forårshumør.
Der er intet, der gør boligen mere lys og frisk at se på end nypudsede vinduer. Så frem med pudsegrejet, og vask vinterens skidt og snavs af ruderne. Og så er det bare med at rulle persiennerne op og trække gardinerne fra, så du kan udnytte det naturlige dagslys og måske endda kan trække den lidt, før du tænder lamperne.
Selvom solen kun skinner om dagen, kan du godt udnytte dens energi om aftenen. Brug solcellelamper til at skabe en hyggelig belysning på terrassen eller altanen. Lamperne fås i mange forskellige varianter og priser og giver et blødt og behageligt lys til de mørke timer.
Og har du udendørs belysning, er det en god idé at tjekke, at timer eller censor er indstillet korrekt efter årstiden, så lyset kun er tændt, når du reelt har brug for det.
En af de helt store strømslugere derhjemme er tørretumbleren – selvom du har købt en model med en god energimærkning. Det koster cirka 6 kroner hver gang, du bruger en tørretumbler, hvorimod tørresnoren er ganske gratis.
Sæt gerne snoren op under et halvtag, så tøjet kan tørre, selvom der kommer en byge. Undgå at tørre tøj indenfor. Vandet fra vasketøjet bliver nemlig til fugt, som spreder sig i huset og øger luftfugtigheden, så skimmel og husstøvmider trives bedre.
Det siger måske sig selv, men sluk gerne for varmen, de steder du kan. De fleste af os slukker for radiatorerne i løbet af foråret. Men vi glemmer ofte gulvvarmen på badeværelset, og det er en af de helt store syndere på en høj energiregning. Forår og sommer er nemlig en tid, hvor du typisk lufter mere ud, og derfor kan varmetabet ved gulvvarme være stort over en hel dag. Så husk at lukke vinduet, eller sluk for gulvarmen.
Drømmer du om at få installeret en varmepumpe eller udskifte dine vinduer, isolere loftet eller få ventilation i din bolig? Så er det nu, du skal spidse øre. For i 2023 kan du nemlig søge om tilskud fra hele to puljer.
Energistyrelsens tidligere Bygningspulje bliver nemlig delt i en varmepumpepulje og energirenoveringspulje. Varmepumpepuljen åbner her i løbet af det første halvår. Og det forventes at energirenoveringspuljen åbner senere i 2023.
Tilskudspuljerne er altid meget populære, og midlerne plejer at blive revet væk. Derfor anbefaler vi, at du allerede nu forbereder dig på at søge, så du er klar til at sende din ansøgning, lige så snart de nye puljer åbner. Læs mere på Energistyrelsens hjemmeside her.
Hvad gør en reel forskel på elregningen? Vi har lavet et redskab til dig, så du kan se, hvad det ca. koster dig at bruge de mest almindelige elapparater derhjemme.