Energinet.dk er systemansvarlig for elnettet i Danmark og foretager hvert år deklareringer af elektriciteten i både Øst- og Vestdanmark. Der findes tre forskellige typer deklarationer, som alle opdateres hvert år, og som viser tre forskellige billeder af brændselssammensætningen.
Den generelle eldeklaration viser hvilke energikilder, der har lavet strøm til jer og resten af Danmark og udkommer hvert år i juni for året før.
Den generelle eldeklaration er en gennemsnitsberegning i et samlet EU-regnskab, hvor anvendte brændselstyper og årets emission er sat i forhold til den samlede levering af el til forsyningsselskaberne i regionen. Det er alene en regnskabsteknisk opgørelse, der viser markedet af oprindelsesgarantier og sammensætningen af den strøm, der ikke sælges med oprindelsesgarantier. Bemærk, at denne deklaration ikke siger noget om den strøm, som fysisk kommer ud af jeres stikkontakt.
Beregningen af CO2-udledningen pr. kWh er anderledes i “Den generelle eldeklaration” end i miljødeklarationen.
Den individuelle eldeklaration viser hvilke energikilder, der er medregnet til jeres elkøb samt de tilknyttede miljøpåvirkninger. Og sammenligner med den generelle eldeklaration.
De individuelle deklarationer er relevante, hvis I har en elaftale, der har en brændselssammensætning og miljøpåvirkning, som adskiller sig fra almindelige leveringer af elektricitet i det sammenhængende elforsyningssystem.
I den individuelle eldeklaration kan I altså se, hvilke energikilder, der dækker jeres elforbrug, når I er elkunde hos Andel Energi.
Bemærk, at de individuelle deklarationer ikke siger noget om den strøm, som fysisk kommer ud af jeres stikkontakt.
En miljødeklaration er et estimat over, hvor strømmen i Danmark fysisk kommer fra. Den viser, hvordan en dansk kilowatt-time er produceret, og hvor strømmen kommer fra set som et gennemsnit over et helt år. Beregningerne er lavet ud fra al indenlandsk produktion og forbrug samt den import og eksport, der sker hele døgnet henover året.
En miljødeklaration angiver, hvor din strøm fysisk kommer fra. Altså hvordan den er produceret. Med en miljødeklaration kan du altså få det fulde overblik over, hvor dine danske kilowatt-timer er produceret henne over et helt år.
Det danske elnet bliver drevet af Energinet, og det er også dem, der ejer det. Det danske elnet er det, der gør det muligt at sende strøm rundt til virksomheder og husstande samt importere og eksportere strøm til og fra Danmark.
Når der er billig strøm i elnettet, begynder dit batteri at lade. Så har du altid billig el på lager, når strømmen i elnettet er dyr. Når prisen stiger, begynder dit hjemmebatteri nemlig at aflagre, så du kun bruger den billige strøm fra dit eget batteri. Sådan sparer du penge på din elregning hver eneste dag.