Gå til indhold

Find din virksomheds CO2e-udledning

I selvbetjeningen kan du under ’Forbrug’ følge CO2e-udledningen fra din virksomheds elforbrug og hente en fil med relevante data.

Sådan beregner Andel Energi CO2e-udledningen

Andel Energi beregner din virksomheds CO2e-udledning ud fra det elforbrug, virksomheden bliver faktureret for. Elforbruget sammenholder vi med timebaserede emissionsfaktorer fra Energinet, som viser, hvilke energikilder der har været med til at producere strømmen time for time.

CO2e-udledningerne er beregnet ud fra den lokationsbaserede deklaration (125%-metoden). Det betyder, at vi bruger de faktiske udledninger fra den strøm, der bliver leveret til virksomhedens adresse – altså det der kommer ud af stikkontakten.

Beregningerne tager også højde for, om din virksomheds elforbrug ligger øst eller vest for Storebælt. Emissionsfaktorerne er nemlig ikke ens i de to områder.

Bemærk:
Hvis din virksomhed køber oprindelsesgarantier påvirker det ikke CO2e-udledningerne ved opgørelse efter den lokationsbaserede deklaration, da garantierne ikke ændrer på den strøm, der fysisk kommer ud af stikkontakten.

Gasleverandør Andel Energi erhverv

Beregning med oprindelsesgarantier

Hvis din virksomhed køber oprindelsesgarantier, der dækker 100% af elforbruget, kan virksomhedens CO2e-udledninger sættes til 0 kgCO2e efter den markedsbaserede deklaration.

Tilkøb af oprindelsesgarantier ændrer dog ikke på de CO2e-udledninger, du kan se i selvbetjeningen. De er nemlig beregnet ud fra den lokationsbaserede deklaration, som ikke er påvirket af oprindelsesgarantier.

Hvis din virksomhed vælger en elaftale med oprindelsesgarantier, køber Andel Energi garantier, så strøm fra sol og vind dækker hele virksomhedens elforbrug. Oprindelsesgarantierne bliver din virksomheds garanti for, at den strøm, virksomheden bliver faktureret for, stammer fra vedvarende energikilder. Læs mere om oprindelsesgarantier

Er du i tvivl, om din virksomheds elaftale er dækket af oprindelsesgarantier? Så ring til os på 70 29 23 23 mandag til fredag 8.30-16.00, så finder vi ud af det sammen.

Hvad er CO2e?

CO2e (CO2-ækvivalenter) er en fælles måleenhed for forskellige drivhusgassers påvirkning af klimaet.

Når en virksomhed opgør sit klimaregnskab, er det ikke nok kun at medregne CO2 (kuldioxid). Der findes nemlig flere forskellige drivhusgasser, som påvirker klimaet. For eksempel udledes der også CH4 (metangas) og N2O (lattergas) ved forbrug af el.

Hvad er forskellen på deklarationerne?

Den lokationsbaserede deklaration

I den lokationsbaserede deklaration bliver CO2e-udledningerne opgjort efter, hvad der fysisk bliver produceret og transporteret.

Grundet samproduktion af el og varme på kraftvarmeanlæg er det nødvendigt at fordele udledningerne mellem el og varme. I praksis er det svært at gøre præcist og derfor bruges fordelingsmetoder: 125%-metoden og 200%-metoden. I selvbetjeningen anvendes 125%-metoden.

I Danmark baserer den lokationsbaserede deklaration sig på data fra miljødeklarationen.

Virksomheder skal i deres klimaregnskab altid opgøre CO2e-udlednigner forbundet med deres elforbrug ud fra den lokationsbaserede deklaration.

Den markedsbaserede deklaration

I den markedsbaserede deklaration bliver CO2e-udledningerne opgjort efter virksomhedernes ageren på markedet — altså om der er købt oprindelsesgarantier til at dække elforbruget.

Hvis din virksomhed køber oprindelsesgarantier for 100% af elforbruget, kan CO2e-udledningerne sættes til 0 kgCO2e efter den markedsbaserede deklaration.

I Danmark baserer den markedsbaserede deklaration sig på data fra eldeklarationen.

Virksomheder skal i deres klimaregnskab også opgøre CO2e-udledninger forbundet med deres elforbrug ud fra den markedsbaserede deklaration, hvis de helt eller delvist dækker deres elforbrug af oprindelsesgarantier.

Det spørger andre om

Følg din virksomheds CO2e-udledning

I selvbetjeningen kan du under ’Forbrug’ følge CO2e-udledningen fra din virksomheds elforbrug og hente en fil med relevante data.