Gå til indhold

Andel Energi indgår aftale om norsk gas til Danmark

07.12.2022

Danmarks største energiselskab Andel Energi har netop indgået aftale med norske Equinor om leverance af gas fra Norge til Danmark via den nyåbnede gasrørledning Baltic Pipe. Aftalen er et vigtigt element i forsyningssikkerheden til det danske energimarked.

Fra 1. januar 2023 begynder der at flyde 100 pct. norsk gas fra Norge via Nordsøen til Danmark. Det sker som led i en aftale mellem det statsejede norske energiselskab Equinor og Danmarks største energiselskab Andel Energi. Aftalen omfatter en samlet mængde gas, der dækker ca. 25 pct. af det samlede normalforbrug for Andel Energis gaskunder.

Baltic Pipe er en helt ny gasrørledning, der via Nordsøen forbinder Danmark, Polen og de baltiske lande med den norske gasinfrastruktur, ligesom Norge også eksporterer til, Tyskland, Holland, Storbritannien, Belgien og Frankrig. Det er etableringen af Baltic Pipe, der har gjort det muligt for Andel Energi, at lave en aftale om levering af norsk gas direkte til Danmark og danske energikunder.

Vigtig aftale for forsyningssikkerheden

Med en leverance af gas svarende til ca. 25 pct. af vores gaskunders samlede forbrug er aftalen mellem Andel Energi og Equinor i høj grad med til at stabilisere vores forsyningssikkerhed på det danske energimarked. Alle energikunder og energiselskaber har mærket konsekvenserne af den megen uro på de internationale energimarkeder det seneste år. Det er derfor en rigtig vigtig aftale både for Andel Energi og især vores gaskunder. Jack Kristensen, Funktionschef i Andel Energi

Med aftalen har Andel Energi nu sikret sig forsyning af gas, der svarer til de mængder, som Andel Energi under normale omstændigheder forventeligt skulle have købt på de europæiske gasmarkeder i 2023. Markeder, der som en direkte konsekvens af den internationale energikrise, er præget af stor ustabilitet og usikkerhed med stærkt svingende og uforudsigelige priser til følge.

Aftalen mellem Andel Energi og Equinor træder i kraft 1. januar og løber til 31. december 2023. Fra 2024 vil Thyra-feltet i Nordsøen efter planen igen begynde at levere gas til det danske marked. Feltet har været lukket på grund af vedligeholdelses- og reparationsarbejder under hele energikrisen. Gaskunder i Andel Energi udgør ca. 40 pct. af det samlede danske gasmarked.

Læs flere nyheder her.