Gå til indhold

Vilkår for indefrysningsordning – privatkunde

Disse vilkår (”Vilkårene”) gælder i tillæg til din aftale med Andel Energi A/S, cvr-nr. 242 135 28, Hovedgaden 36, 4520 Svinninge (”Andel Energi”) om salg af el og/eller gas til dig (“Kunden”).

1. BAGGRUND OG FORHOLDET TIL DEN OPRINDELIGE AFTALE

1.1 Andel Energi og Kunden har indgået en aftale om salg af el og/eller gas inklusive leveringsbetingelser (den “Oprindelige aftale”).

1.2 Vilkårene er indgået, fordi Kunden har fremsat en anmodning om indefrysning i overensstemmelse § 4, stk. 1 i bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje energiregninger for husstande og virksomheder, jf. lov nr. 1387 af 5. oktober 2022 om en indefrysningsordning for høje energiregninger. Vilkårene indeholder særlige vilkår om indefrysning, som gælder i tillæg til den Oprindelige Aftale.

1.3 Bortset fra, hvad der fremgår af Vilkårene, gælder bestemmelserne i den Oprindelige Aftale fuldt ud.

1.4 Kundens misligholdelse af den Oprindelige Aftale har ikke indvirkning på Vilkårenes gyldighed. Hvis Kunden misligholder sine betalingsforpligtelser i henhold til Vilkårene, vil Andel Energi indlede et separat inddrivelsesforløb i henhold til gældende lovgivning uafhængigt af den Oprindelige Aftale.

1.5 Vilkårene er som minimum gældende i hele Indefrysningsperioden (som defineret nedenfor i pkt. 2.1), 12 efterfølgende måneder samt i hele afviklingsperioden, jf. pkt. 2.6. Vilkårenes gyldighedsperiode kan forlænges og/eller ændres som følge af ændringer i lovgivningen om indefrysning.

2. GENERELLE VILKÅR OM INDEFRYSNING

2.1 Med virkning fra tilmeldingsdatoen opnår Kunden ret til indefrysning for den del af energiregningerne, som overstiger Prisloftet, jf. nærmere pkt. 2.2, og er tilmeldt en indefrysningsordning (“Indefrysningsordningen”) for perioden frem til 31. oktober 2023 (“Indefrysningsperioden”).

2.2 Prisloftet udgør for elregninger 0,80 kr. per kWh ekskl. moms (1 kr. inkl. moms) og for gasregninger 5,84 kr. per m3 ekskl. moms (7,30 kr. inkl. moms). Udgifter til transport af el og gas til net-/distributionsselskab (tariffer m.v.) samt afgifter og moms er ikke omfattet af Prisloftet, og skal således fortsat betales sammen med beløbet op til Prisloftet.

2.3 En energiregning, der er udstedt i Indefrysningsperioden, er omfattet af Kundens Indefrysningsordning, såfremt energiregningen ikke allerede er betalt.

2.4 En krediteret og genudstedt energiregning kan maksimalt omfatte en regningsperiode på op til 1 måned forud for Indefrysningsperiodens påbegyndelse.

2.5 Anmodningen om indefrysning omfatter hele Indefrysningsperioden, medmindre Kunden afmelder Indefrysningsordningen, jf. pkt. 5, fraflytter adressen, jf. pkt. 7, skifter til en anden leverandør, jf. pkt. 8, eller den Oprindelige Aftale ophører.

2.6 De første 12 måneder efter Indefrysningsperiodens udløb er afdragsfrit. Derefter kan Kunden vælge at indfri hele beløbet eller at indgå i en 4-årig afdragsperiode, jf. pkt. 4.1. Afviklingsperioden påbegyndes 12 måneder efter Indefrysningsperiodens udløb. Kunden kan desuden til enhver tid indfri den samlede indefrysningsgæld, jf. pkt. 4.3.

3. GEBYR

3.1 Andel Energi kan i overensstemmelse med § 11, stk. 1 i bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje energiregninger for husstande og virksomheder opkræve gebyr for omkostninger, som Andel Energi har ved at administrere Indefrysningsordningen, herunder omkostninger til IT-udvikling, håndtering af henvendelser, datahåndtering, andre administrative løsninger mv. Ved tilmelding til Indefrysningsordningen opkræves du et oprettelsesgebyr på 50 kr. per aftale, som tilmeldes, og opkræves yderligere et årligt administrationsgebyr per påbegyndt år på 88 kr. per aftale.

3.2 Gebyret opkræves direkte hos Kunden i hele Indefrysningsordningens løbetid, medmindre Kunden indfrier den samlede indefrysning på et tidligere tidspunkt under Indefrysningsordningens løbetid, jf. § 11, stk. 3 i bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje energiregninger for husstande og virksomheder.

3.3 Andel Energi kan forhøje gebyret, hvis de faktiske omkostninger i forbindelse med Andel Energis administration af Indefrysningsordningen stiger. Forhøjelse af gebyret varsles senest 3 måneder før den første opkrævning af det forhøjede gebyr. Varslingen sker individuelt til Kunden via en meddelelse pr. e-mail, på energiregningen eller anden individuel kommunikation. Varslingen vil desuden ske på Andel Energis hjemmeside og app.

4. AFDRAGSORDNING

4.1 Kunden skal senest 1 måned, før afviklingsperioden påbegyndes, meddele Andel Energi, om den samlede indefrysningsgæld afdrages over en 4-årig periode eller straks indfries. Meddelelse herom til Andel Energi skal ske via Andel Energis hjemmeside, anden elektronisk kommunikation såsom e-mail eller ved personlig, herunder telefonisk, henvendelse.

4.2 Hvis Kunden ikke har truffet beslutning inden for fristen i pkt. 4.1, skal Kunden afdrage indefrysningsgælden over en 4-årig periode.

4.3 Kunden kan til en hver tid vælge at indfri den samlede indefrysningsgæld.

4.4 Andel Energi opgør den samlede indefrysning senest i forbindelse med den førstkommende periodeafregning efter udløbet af Indefrysningsperioden.

5. AFMELDELSE AF INDEFRYSNINGSORDNINGEN

5.1 Kunden kan løbende vælge at afmelde Indefrysningsordningen. En sådan afmeldelse omfatter alene de energiregninger, der udstedes efter Kundens afmelding. Afmeldingen skal kommunikeres til Andel Energi på samme måde som angivet i pkt. 4.1 og er gældende fra modtagelsen af afmeldingen.

5.2 Kunden skal efter afmelding beslutte, om den samlede indefrysning afdrages over en 4-årig periode eller indfries straks, når afviklingsperioden påbegyndes. Pkt. 4.1 – 4.4 er tilsvarende gældende ved Kundens afmelding.

5.3 Kunden kan inden for Indefrysningsperioden på ny anmode Andel Energi om indefrysning, jf. § 4 i bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje energiregninger for husstande og virksomheder.

6. RENTER

6.1 Rentesatsen for indefrysning af Kundens energiregninger er fastsat til 2 % pr. år, jf. § 4, stk. 7, i lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger og § 9, stk. 1 i bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje energiregninger for husstande og virksomheder.

6.2 Renter på en energiregning, der er omfattet af Indefrysningsordningen, påløber fra dagen efter den dag, hvor energiregningen forfalder.

6.3 I Indefrysningsperioden samt i de efterfølgende 12 afdragsfri måneder tilskrives renterne bagudrettet ved udgangen af henholdsvis Indefrysningsperioden og de 12 efterfølgende måneder.

6.4 Hvis der gælder en 4-årig afviklingsperiode for Indefrysningsordningen, jf. pkt. 4.1-4.2, tilskrives renterne bagudrettet, hver gang Kunden foretager et afdrag. Renten tilskrives på baggrund af Kundens restgæld på tidspunktet for seneste afdrag.

7. FRAFLYTNING

7.1 I tilfælde af Kundens fraflytning opgør Andel Energi Kundens samlede indefrysning.

7.2 Kunden skal på ny anmode om indefrysning, hvis Kunden vil benytte sig af Indefrysningsordningen på sin nye adresse, når fraflytningen er sket, og den samlede indefrysning opgjort, jf. pkt. 7.1.

7.3 Kunden kan dog vælge at videreføre den eksisterende Indefrysningsordning på den nye adresse, hvis Kunden fortsætter i aftaleforholdet med Andel Energi på den nye adresse. Ønsker Kunden videreførelse af Indefrysningsordningen, skal Kunden meddele dette til Andel Energi på samme måde som beskrevet i pkt. 4.1 inden for den tidsfrist, der er angivet i den Oprindelige Aftale om meddelelse vedrørende fraflytning.

7.4 Kunden skal i forbindelse med fraflytning beslutte, om den samlede indefrysning afdrages over en 4-årig periode, når afviklingsperioden påbegyndes eller indfries straks. Pkt. 4.1 – 4.4 er tilsvarende gældende ved Kundens fraflytning.

8. LEVERANDØRSKIFTE OG OPHØR AF DEN OPRINDELIGE AFTALE

8.1 Ved leverandørskifte opgør Andel Energi den samlede indefrysning, som Andel Energi har ydet Kunden. Dette gælder også, hvis den Oprindelige Aftale inklusive Vilkårene ophører af andre grunde end leverandørskifte.

8.2 Pkt. 7.2 og 7.4 gælder tilsvarende ved leverandørskifte.